Tre russiske gymnaster er blevet nægtet visum til at rejse ind i Holland, hvor der fra lørdag skal afholdes VM, og russerne skal spejde langt efter hjælp fra verdensforbundet, World Gymnastics.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Udstedelsen af visum til deltagerne er en proces, der er bestemt ene og alene af de hollandske myndigheder, lyder det fra World Gymnastics.

Verdensforbundet uddyber, at man er i løbende dialog med de hollandske myndigheder, stævneorganisationen og Ruslands Gymnastikforbund.

Det drejer sig om gymnasterne Angelina Melnikova, Viktoria Listunova og Anna Kalmykova, der aktuelt står til at misse VM.

VM afholdes i hollandske Rotterdam fra 17. til 25. oktober.

Ruslands Gymnastikforbund kritiserede tirsdag beslutningen og kaldte det "diskrimination" og et "brud" på principperne om lige konkurrence.

Russerne beskyldte de hollandske myndigheder for at forsøge at holde "de stærkeste gymnaster" ude af konkurrencen.

Det russiske forbund sagde samtidig, at man ville appellere afgørelsen til World Gymnastics og Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

I august fik Angelina Melnikova også afvist sit visum, da hun skulle konkurrere ved EM i Kroatien. Den beslutning blev omstødt, og Melnikova endte med at vinde EM-guld i allround-konkurrencen.

I maj i år ophævede World Gymnastics restriktioner mod gymnaster fra Rusland og Belarus.

Det internationale forbund havde siden februar 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine, haft restriktioner mod Rusland og Belarus, men de blev i foråret ophævet med øjeblikkelig virkning.

Rusland er med 182 medaljer - heraf 82 af guld - OL-historiens mest vindende nation i gymnastik.

Senest var russiske gymnaster udelukket fra at deltage ved OL i Paris i 2024, og i 2021 i Tokyo konkurrerede de som repræsentanter fra ROC - den russiske olympiske komité - på grund af flere dopingskandaler.

RITZAU