Gyldent kvarter sikrer FCM håneretten over Viborg

Fredag fik FC Midtjylland en tiltrængt sejr i Superligaen, da holdet nedlagde rivalerne Viborg FF med 3-1.

FC Midtjylland viste endnu en gang støtte til Ukraine i fredagens Superliga-kamp mod Viborg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et veloplagt og effektivt FC Midtjylland-mandskab vandt fredag for første gang i seks kampe i Superligaen, da holdet hjemme på MCH Arena i Herning slog rivalerne Viborg FF med 3-1 i 20. spillerunde.

I den seneste tid har FCM haft svært ved at finde formen, men holdet var som forvandlet, og på et gyldent kvarter i første halvleg formåede midtjyderne at score tre mål mod et Viborg-forsvar, der delte gaver ud.

Udeholdet havde ellers bolden størstedelen af tiden, men blandt andet grundet et rødt kort til forsvareren Mads Lauritsen i midten af anden halvleg lykkedes det ikke Viborg at komme tæt på point.

Med sejren holder FCM trit med FCK i kampen om mesterskabet, mens Viborgs chancer for en placering i top-6 synes svære. FCM har samme antal point som FCK som nummer to, mens Viborg er på ottendepladsen.

Efter en start, hvor spillet ellers bølgede frem og tilbage, sendte FCM-forsvareren Nikolas Dyhr bolden i mål til 1-0 i forbindelse med en kontra.

FCM fortsatte med at trykke på, og kun otte minutter senere scorede midtbanespilleren Evander på en returbold.

Viborg-spillerne nåede knap nok at give bolden op, før Evander blev dobbelt målscorer, da han på akrobatisk vis sendte FCM på 3-0, inden uret havde rundet 25 minutter.

Udeholdet reagerede ved at sætte en ekstra mand ind i forsvaret, og kort inden pausefløjtet lykkedes det angriberen Jay Roy-Grot at reducere.

I anden halvleg gik luften lidt af ballonen. Selvom begge mandskaber ellers havde gode optræk til endnu en scoring, endte sidste halvdel af kampen uden mål.

/ritzau/