Gul feber

Med muselmanden Michael Rasmussen i front for verdens største cykelløb er der i dag lagt op til endnu et åndeløst spændende slag på ryggen af alle bjerges moder. Vi tegner et signalement af den excentriske enspænder fra Tølløse.

Hviledag efter søndagens triumf. Michael Rasmussen tog en fredelig træningstur i går i Tignes før tirsdagens dyst med den frygtindgydende Col de Galibier. Foto: AFP/Joel Sage Fold sammen
Læs mere

Der kan være noget skræmmende, muligvis endda frastødende, over mennesker, hvis passion ikke bare dækker over et ekstraordinært stærkt engagement, men nemt kan forveksles med fanatisme i alle dens grumsede afskygninger.

Når vi taler om en mand som Michael Rasmussen er der ingen vej uden om passionens hellige ild. Den 33-årige danske bjergspecialist er i allerhøjeste grad det, englænderne ville kalde driven. Altså målrettet, fokuseret og kompromisløs. Indstillet på at ofre alt for at nå sine mål, hvilket ikke er noget særsyn i professionel cykelsport. Men så igen: Michael Rasmussen er formentlig lige en tand mere dedikeret end selv den mest indebrændte rival kan påstå at være det.

Siden den tidligere verdensmester i mountainbike for alvor gjorde sin entré i landevejssporten i sæsonen 2002, har han givet adskillige prøver på, hvad det vil sige at gå op i alle facetter af sit arbejde.

»Han er manisk. Det er der ingen grund til at nægte. Men han er en sjov fyr. Og foruden at være manisk, så kan man sige, at han er detaljernes mand. Det gælder alt lige fra det han spiser til måden han hviler sig på og materialerne. Ja, især det sidste,« som Rasmussens spanske holdkammerat Pedro Horillo skrev i sin klumme i det spanske dagblad El Pais efter etapesejren søndag.

Manisk med detaljen
Jo tak. Mere end en mekaniker har kigget langt mod fyraften, fordi Rasmussen havde sat sig for at få lavet modifikationer og justeringer på sin cykel. Det skal ikke bare være godt. Det skal være perfekt. Intet mindre.

Sådan er Rasmussen langt ind i marv og sjæl. Til tider på kanten af det grinagtige, som da han for år tilbage fjernede puderne på indersiden af sin hjelm af hensyn til vægten. Eller når han helst vil have cyklen leveret uden lakeringer, fordi »et par hundrede gram maling jo også vejer til«.

Man tiltror ikke den 1,75 meter høje og 59 kilo tunge muselmand den slags mærkværdigheder, når man lige støder på ham. Udadtil virker han umiddelbart rørende normal og gennemsnitlig, godt hjulpet af en sjællandsk dialekt, hvor »ikås« har det med at afslutte sætningerne. Men man skal ikke have lyttet længe til Rasmussen, før det står klart, at han er professionel til langt ud over fingerspidserne.

Ringer man til Michael Rasmussen på en regnvåd dag i november måned for at slå en sludder af om sommerens Tour de France, kan man være ret sikker på at få en stringent analyse af samtlige bjergetaper og løbets anatomi. Man kan med nemhed liste ud af bjergkongen, hvor og hvornår han eventuelt pønser på at slå til. Her er med andre ord en mand, der lever og ånder for det at køre på cykel. Var det ikke, fordi forbilleder som Marco Pantani eller ligesindede kolleger i det professionelle felt har ladet renommé og hævdvundne moralbegreber gå op i flammer med samme selvopslugende og virkelighedsforvrængende fokus, ville man applaudere indstillingen med den dybeste respekt.

Skyggen af doping
I dag, hvor vi er blevet fuldt bevidste om, at cykelsportens mest vindende profiler ofte har levet i en risikozone og det, den tidligere CSC-rytter Jörg Jaksche kaldte »en parallelverden«, når det handler om brugen af sofistikeret biokemi, er det fristende at tage sine forbehold.

Det er blevet vilkårene for en succesfuld Tour-rytter anno 2007. Og Michael Rasmussen har mærket, hvordan også han i kraft af sine præstationer er blevet genstand for særlig bevågenhed fra Den internationale Cykle Unions (UCI) side. Et træningsophold i Mexicos højland gav grobund for en tese om, at Rasmussen er blandt den klike af anonymiserede men in black, der lever godt og skjult i perioder af året for siden at køre uimodståeligt stærkt, når det virkelig gælder.

Mistænkeliggørelsen er faldet Rasmussen for brystet. Akkurat som han har været blandt de argeste modstandere af den håndfæstning om aldrig at have benyttet ulovlige midler, samtlige Tour-rytterne skulle underskrive for overhovedet at få lov at stille til start i den franske odyssé.

Det er ikke en ageren, som ligefrem renser luften eller visker mistænkeliggørelsens tavle ren, hvis det er sådan, man måtte have det. Men det vidner også om en mand med sine meningers mod. Det vidner om en personlighed, som hader at gå i flok og lige linje. Akkurat som Rasmussen i øvrigt kører på cykel. Anarkastisk og fandenivoldsk, som da han søndag satte fra flokken af rivaliserende Tour de France-favoritter og efterlod ryttere som Cadel Evans, Alexandre Vinokourov og Alejandro Valverde i persongalleriets sekundære roller, mens han kørte, som var han et væsen fra en anden planet.

Den rigtige mentalitet
Meget sigende som sådan. Da Michael Rasmussen som purk prøvede kræfter med fodbold, var det ikke nogen ubetinget succes. Efter en tid ringede træneren hjem til mor Mona i Tølløse og meddelte, »at Michael godt kunne spille fodbold, men ikke havde den rigtige flokmentalitet«.

Allerede dengang var enspænderen ved at vise sig. Og Rasmussen kunne med sit skifte til cyklismen næppe have fundet sig en sport, hvor man i højere grad selv har ansvar for forholdet mellem succes og fiasko. Uden den rigtige mentalitet, på godt og ondt, kan man godt glemme alt om at gøre sig. Du skal have hovedet skruet rigtigt på. Cykelsport er bag al den panoramiske naturskønhed og de storslåede dramaer også darwinisme og junglelov på to hjul. Tag det eller lad være.

Ambitionerne brænder meget stærkt i Michael Rasmussens spinkle bryst. I en grad, så han også kan have svært ved at indordne sig et vist minimum af holddisciplin. Sidste år var det en rasende Rasmussen, som på Tour-etapen til Alpe dHuez havde ofret egne muligheder, fordi Rabobanks russiske kaptajn Denis Menchov havde brug for støtte.

»Fra nu af bliver det her løb kørt på mine egne betingelser,« sagde en indebrændt Rasmussen til overtegnede, inden han gik i udbrud over det meste af en lang og strabadserende dag. Modigt, enerådigt og en lille smule dumdristigt.

Massivt ego
Netop det uregerlige i Michael Rasmussens væsen var baggrunden for, at han ikke passede som hånd i handske til Bjarne Riis og krammeholdet Team CSC. Som en iagttager siger det, var Rasmussens ego for stor en mundfuld for holdejer Riis i den sæson, han kørte for det danskbaserede hold.

Sin størrelse til trods er Rasmussen en stor mundfuld for de fleste hold. Hvilket kan være en del af baggrunden for, at Rabobank stillede til Tour de France-start i London for godt en uge siden uden at have sikret sig kontraktforlængelse med den danske guldfugl for endnu en sæson eller to. Nu er det Rasmussen, der sidder med esserne på hånden og bestemmer taksten. Også i kontraktpokerspillet har han haft is i maven.

Det er ikke det værste at have. Heller ikke på cyklen. Om ikke andet får den danske Tour-udfordrer brug for både køligt overblik og diamanter i benene, når han og rivalerne i dag skal dyste på opstigningen af ryggen på alle bjerges moder, Col de Galibier.