Groth satser på OL-billet trods hård lodtrækning

Jonathan Groth håber at snuppe en top-3-plads ved European Games, men lodtrækningen har gjort vejen hård.

Jonathan Groth skal søndag møde Sam Walker ved European Games. Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, tager søndag aften hul på singleturneringen ved European Games i Minsk.

Og målet er glasklart, inden han træder ind i turneringens tredje runde. Han vil have fingrene i en af de tre OL-billetter, der er på spil i herresingle.

- Det er et lidt hårdt succeskriterium at skulle slutte blandt de tre bedste, men målet er at tage en OL-plads, og jeg bliver skuffet, hvis det ikke sker.

- Min lodtrækning er lidt hård. Blandt andet står jeg til at møde Dimitrij Ovtcharov (forsvarende mester og tredjeseedet, red.) i ottendedelsfinalen. Så det bliver den hårde vej, siger Jonathan Groth.

Han var med til OL i 2016, og ambitionen om OL i Tokyo næste år fylder allerede meget.

- Vi er tvunget til at spille mange turneringer i Asien for at samle ind til OL-ranglisten, så det fylder meget i hovedet på alle bordtennisspillere.

- Det vil være en kæmpe fordel at snuppe OL-pladsen allerede her, da man så har et helt år til at planlægge. Det har fået alle de bedste spillere til at møde op, fortæller Groth.

Det er langt fra alle sportsgrene ved European Games, hvor der er direkte OL-billetter på spil, men det er vejen frem, hvis man vil gøre European Games til en stor, prestigefyldt event, mener han.

- Er der OL-pladser på spil, tvinger man de bedste til at komme, og så tror jeg, at European Games kan vokse sig stort, men det tager tid. Wimbledon eller de fire golf-majors blev heller ikke store på et år.

- På nuværende tidspunkt er European Games ikke prestigefyldt nok i sig selv, men det kan komme med direkte OL-pladser. Man kan bare se, hvor stort Asian Games er blevet, siger Groth.

Han skal i søndagens 16.-delsfinalen møde briten Sam Walker. Det sker cirka klokken 18 dansk tid.

- Han er boldsikker og dygtig i åbent spil, men han har nogle svagheder i serv og retur, så jeg skal være skarp på de første bolde, lyder danskerens vurdering.

Groth deltager også i holdturneringen sammen med Anders Lind og Tobias Rasmussen.

Anders Lind deltager også i single. Han vandt sin kamp i anden runde lørdag og skal søndag møde franske Emmanuel Lebesson.

/ritzau/