Groth indleder VM med overbevisende sejr

Jonathan Groth vandt 4-0 i sæt over russeren Vildan Gadiev, mens Anders Lind tabte sin kamp i første runde.

Jonathan Groth indledte med en sejr i fire sæt ved VM i Budapest. (Arkivfoto). Attila Kisbenedek./Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, er klar til anden runde i hovedturneringen ved VM i Budapest.

Groth levede op til favoritværdigheden ved at slå russeren Vildan Gadiev med 4-0 i sæt.

De danske sejrscifre lød 11-8, 11-9, 11-4, 15-13.

Groth nappede de tre første sæt, inden fjerde sæt blev en mere nervepirrende omgang.

Russeren afværgede en stribe matchbolde, inden Groth til sidst sikrede sejren i fire sæt.

Derimod er Anders Lind ude af singlerækken efter et nederlag på 1-4 i sæt mod slovakken Yang Wang. Sidstnævnte vandt med cifrene 11-9, 9-11, 11-8, 11-4, 11-7.

Hovedturneringen er en knock out-turnering med 128 spillere, som man kender det fra tennissportens grand slam-turneringer. Det kræver syv sejre på stribe at blive verdensmester i den ungarske hovedstad.

/ritzau/