Ingen danskere er med, når der tages hul på ottendedelsfinalerne ved EM i bordtennis i Ljubljana.

Torsdag aften røg Jonathan Groth ud som Danmarks sidste repræsentant, da han tabte 8-11, 11-13, 8-11, 5-11 til tyske Dang Qiu.

Den 33-årige dansker, der rangerer som nummer 50 i verden, havde svært ved at finde rytmen i den slovenske hovedstad og tabte klart til ranglistens nummer 11.

Meget tydede ellers på, at det ville blive en tæt kamp. De to spillere mødtes to gange i 2025, og begge gange blev alle fem sæt taget i brug med en sejr til hver.

Men Groth så tung ud, når han bevægede sig rundt på gulvet, og samtidig diskede den tidligere europamester op med solidt spil kampen igennem.

Til sidst lignede Groth heller ikke selv en spiller, der troede på et comeback, og Dang Qiu kørte uden problemer sejren hjem.

Tyskeren skal nu møde franske Simon Gauzy i næste runde.

Tidligere i turneringen måtte hovedturneringens anden dansker, Anders Lind, opgive at stille op i sin singlekamp på grund af sygdom.

RITZAU