Grønbæk fremtvinger rødt kort i nederlag til Dortmund
Borussia Dortmund åbnede Bundesligaen med en pligtsejr over HSV og Albert Grønbæk, der spillede en god kamp.

Borussia Dortmund åbnede Bundesligaen med en pligtsejr over HSV og Albert Grønbæk, der spillede en god kamp.

Albert Grønbæk viste sig godt frem for Hamburger SV, som dog endte med at tabe 0-2 ude til Borussia Dortmund i Bundesligaen lørdag aften.
Den offensive danske midtbanespiller fremtvang et rødt kort og havde flere gode aktioner i løbet af kampen. Det var bare ikke nok til point.
Dortmund scorede to gange i første halvleg, og det var nok til at sikre sejren i den første ligakamp i denne sæson for de to mandskaber.
Efter ni minutter blev Dortmund-angriberen Serhou Guirassy spillet fri i feltet, og han sparkede bolden fladt og hårdt i nettet fra en spids vinkel til en tidlig 1-0-føring.
I tillægstiden af første halvleg øgede Dortmund til 2-0, da Giannis Konstantelias afsluttede mod mål. Bolden blev noteret som et selvmål af udeholdets Sebastiaan Bornauw.
HSV havde på ingen måde givet op og forsøgte at kæmpe sig tilbage i hele anden halvleg.
Grønbæk var tæt på at reducere kort inde i anden halvleg, men afslutningen blev reddet af Dortmund-keeper Gregor Kobel.
Efter 77 minutter blev Grønbæk tacklet hensynsløst af Dortmunds indskiftede italiener Samuele Inacio, som så rødt efter blot tre minutter på banen.
Derefter havde Grønbæk endnu en afslutning, som Kobel parerede uden de helt store vanskeligheder.
Når HSV skulle skabe farlige situationer, var det som regel Grønbæk, der skulle levere de kreative idéer. Men han manglede den sidste skarphed.
I et sidste forsøg på at få noget med hjem fra Signal Iduna Park blev angriberen Yussuf Poulsen skiftet ind for HSV efter 82 minutter.
Men Dortmunds ti mand var i stand til at holde føringen uden at lukke mål ind i de sidste lidt over ti minutter.
RITZAU