Griners fængselsdom markeret med 42 sekunders stilhed

Basketballspilleren Brittney Griner blev torsdag idømt ni års fængsel i Rusland for narkosmugling.

Kampen mellem Phoenix Mercury og Connecticut Sun var præget af Brittney Griners fængselsdom. Kena Betancur/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Phoenix. Inden torsdagens kamp mellem Phoenix Mercury og Connecticut Sun i kvindernes bedste basketball-liga i USA, WNBA, blev der holdt 42 sekunders stilhed for at vise solidaritet med den amerikanske basketballstjerne Brittney Griner.

Tidligere samme dag var 31-årige Griner blevet kendt skyldig i at have smuglet cannabisolie ind i Rusland tilbage i februar. Dommen lød på ni års fængsel. Den er anket.

De 42 sekunder markerer Griners trøjenummer, som hun dagligt spiller med i Phoenix Mercury.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var der tårer hos begge holds spillere under markeringen i Mohegan Sun Arena. Og efterfølgende lød det fra publikum "Bring her home". Altså "få hende hjem" på dansk.

Strafudmålingen har medført heftige reaktioner i USA. Selv den amerikanske præsident, Joe Biden, har udtalt sig.

- Rusland tilbageholder Brittney uretmæssigt. Det er uacceptabelt, og jeg opfordrer Rusland til at løslade hende med det samme, så hun kan være sammen med sin kone, sin familie, sine venner og holdkammerater, sagde Biden efter dommen.

Fredag har den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, uden at nævne navne, ifølge Reuters udtalt, at Rusland er klar til at gå i dialog med USA om en fangeudveksling.

Den melding er noteret i USA, lyder det fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken. Han siger, at USA vil forfølge det spor.

Russerne skulle angiveligt være interesseret i at få en fængslet russisk våbenhandler hjem til Rusland. Foruden Griner vil USA angiveligt også have ekssoldaten Paul Whelan hjem.

Sagen fik sit udspring 17. februar, da Griner blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.

En uge senere - 24. februar - invaderede Rusland naboen Ukraine. Forløbet med Griner har forværret forholdet mellem USA og Rusland og ledte hurtigt til mistanker om, at tilbageholdelsen af Griner i Rusland var politisk motiveret. Det har det russiske styre hele tiden benægtet.

Griner erkendte sig i juli skyldig, men har altså fastholdt, at hun ikke gjorde det bevidst. Det var "en ærlig fejl", gentog Griner i retssalen i udkanten af Moskva torsdag inden dommen.

Hun har været i Rusland mange gange de seneste år. Ud over at spille for Phoenix Mercury i WNBA, har hun også spillet for russiske UMMC Ekaterinburg. Det har hun gjort siden 2014.

Derudover har Griner to gange været med til at vinde OL-guld med det amerikanske kvindelandshold.

/ritzau/