Ikast Håndbold skal resten af sæsonen klare sig uden målvogteren Filippa Idéhn, der er gravid og venter sit andet barn. Det oplyser Ikast mandag på klubbens hjemmeside.

Dermed kan Filippa Idéhn ikke hjælpe Ikast i slutspillet, og den 35-årige svensker har med mandagens udmelding spillet sin sidste kamp i klubben.

Allerede tidligere på sæsonen blev det meldt ud, at Filippa Idéhn stopper i Ikast til sommer. Hun fortsætter karrieren i sin tidligere klub Silkeborg-Voel.

Ikast-direktør Daniel Grønhøj ønsker Filippa Idéhn tillykke med familieforøgelsen og takker hende for 101 kampe for klubben siden sommeren 2023.

- Filippa har været en fantastisk og stærk spiller for os både på og uden for banen. Nu venter en anden, men mindst lige så vigtig opgave for hendes familie, siger Daniel Grønhøj til klubbens hjemmeside.

Ikast Håndbold råder i den resterende del af sæsonen over den danske landsholdskeeper Amalie Milling og norske Olivia Nygaard.

Ikast skal i sin første kamp i slutspillet møde Viborg HK på udebane. Kampen spilles onsdag klokken 20.30.

/ritzau/