Gravesen med fra start i Celtic-sejr

Celtic-manager Gordon Strachan gav torsdag aften Thomas Gravesen en startplads på den centrale midtbane, da skotterne slog Basel i en træningskamp.

Thomas Gravesen har tænkt sig at blive i Celtic og kæmpe for sin plads. Og noget kunne tyde på, at Celtic-manager Gordon Strachan kan lide, hvad han ser fra den tidligere danske landsholdsspiller. I hvert fald tildelte Strachan Thomas Gravesen en startplads, da den skotske mesterklub torsdag spillede sæsonens første kamp.

Danskeren lå på den centrale midtbane i 1-0-sejren over Basel under træningsopholdet i Schweiz. På midtbanen fik danskeren selskab af Massimo Donati, som Celtic netop har hentet i AC Milan. Kenny Miller stod for kampens enlige scoring kort før pausen.

Fra anden halvlegs start blev Gravesen sammen med syv holdkammerater pillet ud på bænken af Gordon Strachan, der dermed fik sendt de fleste af sine spillere i aktion.

/ritzau/