Gravesen æder ydmygelse

Selv om Thomas Gravesen er helt uden for Celtics A-trup og i stedet sendt på tvungen træningstur med reserveholdet, agter danskeren blive i klubben.

Thomas Gravesen har efterhånden fået skåret ud i pap, at han ikke indgår i fremtidsplanerne i sin skotske klub Celtic. Klubbens træner Gordon Strachan vragede senest sin løntunge dansker til sæsonstarten og har efterfølgende sendt Gravesen med Celtics reservehold til Irland, hvor Gravesen sammen med klubbens unge spillere møder upåagtede hold som Finn Harps og Galway United.

Men trods den ydmygende degradering og det klare signal om at finde en anden arbejdsgiver, er Thomas Gravesen højst sandsynligt fortsat i Celtic, når transfervinduet lukker om tre uger.

- Thomas er efterhånden kommet i en alder, hvor han ikke bare har lyst til at flytte et nyt sted hen hvert år og etablere sig i en ny by, siger Gravesens agent, John Sivebæk, til B.T. /ritzau/