Graulund mistede livslysten: Mine holdkammerater åd mig

Peter Graulund havnede i en stor personlig krise, da han i 2001 byttede Brøndby ud med tyske Bochum.

Peter Graulund skiftede i 2001 fra Brøndby til Bochum, men opholdet i tysk fodbold fik en skidt start, som satte gang i en personlig krise for den tidligere topspiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tidligere fodboldspiller Peter Graulund mistede livslysten under et ophold i den tyske Bundesliga.

Det fortæller han i et interview med Radio4.

Angriberen skiftede i 2001 til Bochum fra Brøndby, og der var store forventninger til den målfarlige dansker.

»De forventede, at jeg kom ned og bombede mål ind.«

»Problemet var bare, at jeg var småskadet i min lyske, og jeg nåede kun at have en uges sommerferie. Så jeg nåede ikke rigtigt at restituere,« siger Peter Graulund.

Selvom danskeren fik en plads i angrebet og lavede lidt mål, så begyndte smerterne at tage til. Uden for banen kæmpede han samtidig med ensomhed.

»Jeg skulle virkelig presse mig selv igennem en virkelig svær periode, og så var jeg alene, så det var også sindssygt ensomt,« forklarer han.

Med tiden blev angriberen forsigtig, ydmyg og til sidst også lidt bange. Og det forværrede kun krisen i det barske miljø, der kan være i en professionel fodboldtrup.

»Det er den der junglelov, der er i elitesport. Hvis du kan se et svagt dyr, så bliver det spist.«

»Så jeg blev stille og roligt ædt af mine holdkammerater. Så mistede man selvtilliden. Så mistede man glæden. Og så til sidst mistede jeg jo faktisk også livslysten,« siger Graulund.

Danskeren var så langt nede, at han begyndte at overveje, hvem der skulle have de omkring to millioner kroner, der stod på hans bankbog.

»Man taler tit om, at man kan se lyset for enden af tunnelen. Min tunnel var kulsort. Det var intet lys for enden, og jeg kunne ikke se mig selv ud af det,« siger Graulund.

I 2003 blev Graulund udlejet til AGF. Han kom senere til Helsingborg i svensk fodbold, inden han i 2006 vendte retur til AGF, hvor angriberen indstillede karrieren i 2012.

/ritzau/