Græsk landsholdsspiller solgt uden selv at vide det

Jose Holebas i aktion for Roma. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere på ugen annoncerede Premier League-oprykkeren Watford, at klubben havde forstærket sig med backen Jose Holebas fra Roma. Men nu viser det sig, at klubberne helt har glemt at informere Holebas om skiftet.

Om det er sommervarmen eller travlhed på Roma-kontoret, der er skyld i den noget akavede situation, er endnu uklart. Men ifølge italienerne er den 31-årige græske landsholdsspiller solgt til Watford. Det har man i hvert fald kunnet læse på begge klubbers hjemmeside i ugens løb.

Det skifte kommer dog noget bag på Holebas, der netop er vendt hjem fra ferie til nyheden, om at han fra næste sæson er at finde i Premier League.

»De har arrangeret det her helt uden at spørge mig først. Watford og Roma har begge meddelt det, men de skal tale med mine repræsentanter først. Jeg aner ikke, hvordan sådan noget kan ske. Jeg har aldrig sagt, at jeg ville væk fra AS Roma, og jeg har først tænkt mig at skrive under, når jeg har set den egentlige kontrakt,« siger Jose Holebas til det italienske medie Gazzetta dello Sport og fortsætter:

»Jeg har været på ferie i Dubai, og da jeg kom hjem, begyndte alle at fortælle mig om handlen. Jeg er i Tyskland lige nu, så jeg aner ikke, hvordan jeg skulle have skrevet under,« siger han.

Hverken Roma eller Watford har endnu kommenteret på sagen, men mon ikke, de først lige skal have ringet til Holebas.