Græsk basketchef er anholdt i omfattende matchfixingsag
Tre dommere, en dommerrådgiver og en tidligere udøver er foruden det græske basketforbunds chef anklaget.

Tre dommere, en dommerrådgiver og en tidligere udøver er foruden det græske basketforbunds chef anklaget.

En stor sag om matchfixing i græsk basketball er begyndt at rulle.
Onsdag blev chefen for Grækenlands nationale forbund, Vangelis Liolios, og flere andre personer i vigtige positioner anholdt.
Det skriver det græske nyhedsbureau ANA ifølge AFP.
Ud over basketchefen er tre dommere, en dommerrådgiver og en tidligere udøver under anklage i sagen, som strækker sig over en periode på ti år.
En af dommerne er stadig aktiv i den bedste europæiske turnering, EuroLeague. Han blev anholdt i en lufthavn i hovedstaden Athen.
Ifølge ANA er omkring 50 kampe under lup for snyd. Den ældste daterer sig helt tilbage til 2016. Der er tale om kampe fra øverste niveau og helt ned til skolemesterskaber.
Storklubben Panathinaikos har efter onsdagens udvikling reageret kraftigt på historien.
- Panathinaikos har i årevis været udsat for skandaløse dommerkendelser fra helt bestemte personer, som gentagne gange er blevet udpeget til at dømme i strid med reglerne.
- Klubben har mistet titler, er blevet tvunget til at spille for tomme tribuner i en arena, som den selv har betalt for, og har betalt hundredtusindvis af euro i bøder.
- Alt sammen, fordi klubbens ejer, Dimitris Giannakopoulos, offentligt fordømmer og tager afstand fra de skandaløse forhold, som alle kan se, men som ingen siger noget om, skriver Panathinaikos på sin hjemmeside.
Panathinaikos vil gå rettens vej for at få det tilbage, "som er blevet stjålet af et korrupt regime".
Det græske basketforbund har onsdag holdt et krisemøde og rådgivet sine medlemmer om den videre juridiske proces.
Undersøgelsen blev indledt, efter at klubben Maroussi indgav en officiel klage. Maroussis træner, Ilias Papatheodorou, har tidligere trænet Promitheas Patras, hvor Vangelis Liolios var formand frem til 2020.
RITZAU