Mens Danmark fredag aften spillede 0-0 med Skotland i Parken, fik Grækenland en fremragende start i samme VM-kvalifikationsgruppe, da holdet hjemme i Athen bankede Belarus med 5-1.
Det er de fire hold, der i kvalifikationsgruppe C skal kæmpe om førstepladsen, der giver direkte adgang til næste sommers slutrunde i USA, Canada og Mexico. Andenpladsen skal spille playoff i marts.
Grækerne fik tidligt fredag aften den optimale start på kvalifikationen, da 17-årige Konstantinos Karetsas i kampens tredje minut sparkede værterne i front fra en fri position bagest i feltet.
Et kvarter senere blev føringen fordoblet med et hovedstødsmål fra spydspidsen Vangelis Pavlidis.
Der stod Grækenland på det hele, og i kampens 21. minut gjorde Anastasios Bakasetas det endnu værre for belaruserne. Først lavede offensivspilleren en elegant vending, inden han gjorde det til 3-0 med et flot langskudsmål.
Ti minutter før pausen steg Dimitrios Kourbelis til vejrs efter et hjørnespark og øgede føringen yderligere for de græske værter.
Grækerne dominerede massivt de første 45 minutter. Føringen kunne snildt have været på mere end de fire mål.
Selv om Grækenland i anden halvleg slap foden fra speederen, var Belarus i torvene. Efter lidt mere end en time blev det også 5-0.
Grækerne udnyttede et sløset boldtab fra gæsterne, og så udbyggede Christos Tzolis føringen.
20 minutter før tid pyntede German Barkovskiy en smule på resultatet, da han omsatte et straffespark til scoring for gæsterne, men kønt blev det aldrig for Belarus.
Mandag er det Danmark, der gæster Grækenland i Athen, mens Belarus skal søge opmuntring i en hjemmekamp mod Skotland.
/ritzau/