Cheftræner Mikel Arteta så ikke 1-1-kampen mellem Bournemouth og Manchester City, som resulterede i, at hans hold, Arsenal, vandt det engelske mesterskab.

Det fortæller den spanske træner til pressen, som han torsdag møder for første gang, siden London-klubben sikrede sin første Premier League-titel i 22 år.

Arsenal-spillerne var tirsdag aften samlet på træningsanlægget for at se kampen, der kunne gøre dem til mestre, men Arteta siger ifølge BBC, at han måtte gå, fordi han "ikke kunne bringe den energi", han ønskede.

- Jeg skulle have set kampen sammen med drengene og staben, fordi det var det, de ville, men det kunne jeg ikke.

I stedet tog Arteta hjem 20 minutter før kampstart. Og derhjemme så den 44-årige cheftræner heller ikke kampen.

- Jeg gik ud i haven, begyndte at lave et bål og grillede, og jeg så intet af det.

Han begyndte dog at høre lyde inde fra stuen, og pludselig skete det, fortæller han.

- Min ældste søn åbnede havedøren, løb hen mod mig, begyndte at græde, gav mig et kram og sagde: "Vi er mestre, far".

- Så kom mine to andre drenge og min kone over, og det var smukt. Bare at se den glæde i dem også, at de altid er med mig. Det var magisk, siger han.

- I er nok ikke klar over det. Det er en af de bedste følelser, jeg nogensinde har haft, beskriver Arteta om at vinde titlen.

Et minut senere ringede Arsenals norske anfører, Martin Ødegaard, til Arteta med et videoopkald.

Arteta fortæller desuden, at han efterfølgende også ringede til Bournemouths cheftræner, Andoni Iraola, der er Artetas barndomsven, for at takke ham for den hjælpende hånd.

Arsenal skal fejre mesterskabet med en titelparade den 31. maj. Dagen inden venter dog sæsonens måske største kamp.

Her møder den engelske mester nemlig den franske mester, Paris Saint-Germain, i Champions League-finalen.

- Vi vil gerne have paraden med to trofæer, understreger Arteta.

/ritzau/