Gonzalez knuste Haas

Chilenske Fernando Gonzalez spillede sig fredag formiddag i overbevisende stil videre til weekendens finale i Australian Open, hvor suveræne Federer venter.

Fernando Gonzalez bliver manden, der skal tørne sammen med verdensetteren Roger Federer i weekendens finale i Australian Open. Det stod klart fredag formiddag, efter chileneren på det nærmeste havde kørt tyske Tommy Haas over i semifinalen med cifrene 6-1, 6-3, 6-1.

Den 12.-seedede tysker kæmpede bravt, men det var ikke nok til at skabe slinger i hans 10.-seedede kollegas sejrskurs. Chileneren bragede ni serveesser af og skyllede den frustrerede Haas igennem med en uhyggelig byge af skæve bolde, som han ikke havde en chance for at få fat i.

Hvis Gonzalez fortsætter de flotte takter i weekendens finale, så er der lagt op til drama. Den førsteseedede schweizer er dog løbet af med sejren hver eneste gang, han har haft Gonzalez på den anden side af nettet, og det er kun lykkedes chileneren at hive to sæt hjem i de ni kampe, det indtil videre er blevet til. I årets turnering har Federer absolut heller ikke været i gavehumør, og han har ubarmhjertigt forsvaret sin titel fra sidste års turnering.

Federer kan blive den første nogensinde, der har vundet en Grand Slam uden af afgive sæt.

/ritzau/