Golfdansker holder fast i topplacering inden finalerunder

Emily Kirstine Pedersen går ind til finalerunderne i nordirsk LPGA Tour-turnering på en delt andenplads.

Emily Kristine Pedersen har aldrig før vundet en turnering på LPGA Tour. (Arkivfoto) Neil Hanna/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er gode muligheder for et dansk topresultat på verdens bedste golftur for kvinder i denne weekend.

Emily Kirstine Pedersen ligger således rigtig godt til i kampen om de sjove placeringer i LPGA Tour-turneringen ISPS Handa World Invitational, som spilles i Nordirland.

Efter en flot første runde torsdag endte Pedersen på en delt andenplads, og der befinder hun sig også efter fredagens 18 huller.

Dem gik Pedersen i fem slag under par, og hun er dermed nu ti slag under par samlet. Pedersen deler andenpladsen med amerikanske Lauren Coughlin, hvis landsmand Amanda Doherty indtager førstepladsen ved at være et enkelt slag bedre.

Nicole Broch Estrup er også med i ISPS Handa World Invitational og spiller ligeledes med i finalerunderne lørdag og søndag.

Hun har dog lidt længere op til toppen af stillingen end sin landsmand. Broch Estrup ligger på en delt 35.-plads i samlet ét slag under par.

Herrernes DP World Tour spiller samme sted i nordirske Antrim som kvinderne i denne weekend. I den mandlige udgave af ISPS Handa World Invitational repræsenterer Marcus Helligkilde og Joachim B. Hansen de rødhvide farver.

Det er dog kun Helligkilde, der skal i aktion lørdag og søndag. Efter anden runde er han et enkelt slag under par på en delt 34.-plads, otte slag fra førstepladsen.

Joachim B. Hansen gik anden runde i tre slag over par og missede cuttet i samlet fem slag over par.

/ritzau/