Golfdansker blander sig i toppen i Tyskland

Jeff Winther rykker 15 pladser frem og ligger på en delt ottendeplads i European Tour-turneringen i Tyskland.

Jeff Winther gik fredagens runde i Hamburg i tre slag under par. (Arkivfoto) Peter Cziborra/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den danske golfspiller Jeff Winther gik fredag en fornem anden runde i European Tour-turneringen i Hamburg.

Efter en lunken start med to bogeys på de første ti huller lavede danskeren fem birdies på de sidste otte huller og gik runden i tre slag under par.

Dermed rykker Winther hele 15 pladser frem i det samlede klassement til en delt ottendeplads.

Han er samlet tre slag under par, men der er stadig et godt stykke vej op til førstepladsen, hvor skotten Robert MacIntyre ligger med samlet 11 slag under par inden weekendens finalerunder.

Lasse Jensen, der efter torsdagens første runde var den bedst placerede dansker, fandt ikke helt de samme takter frem fredag og rykkede 12 pladser tilbage i den samlede stilling til en delt 25.-plads.

Jensen gik fredagens runde i et slag over par og har sammenlagt gået de første to runde i par før weekendens runder.

Ingen af de resterende danskere i turneringen, Thomas Bjørn, Nicolai Højgaard, Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard, Joachim B. Hansen eller Nicolai Tinning, klarede cuttet til finalerunderne.

Den samlede præmiesum i Porsche European Open er på to millioner euro svarende til 15 millioner kroner.

/ritzau/