Den schweiziske bagspiller Manuel Zehnder, der i 2023/24-sæsonen brændte Bundesligaen af og blev topscorer, skal fra næste sæson spille for GOG.
Det bekræfter den fynske håndboldklub på sin hjemmeside torsdag.
Manuel Zehnder forlader dermed SC Magdeburg, som han sluttede sig til forud for sidste sæson.
- Vi er stolte over, at Manuel Zehnder har valgt GOG og anser det som lidt af et scoop, siger sportschef Mikkel Voigt.
- Angrebsmæssigt får vi en spiller fra øverste hylde, som passer perfekt ind i måden, vi spiller håndbold på i GOG. Han er enormt eksplosiv og kommer til GOG i en håndboldmæssig rigtig god alder - og med en rigtig stor sult i forhold til at udvikle sig selv og sine omgivelser, siger sportschefen.
Da Manuel Zehnder blev topscorer i Bundesligaen, spillede han i den lille klub ThSV Eisenach, som havde lejet ham i HC Erlangen.
Præstationerne i Eisenach fik SC Magdeburg til at spærre øjnene op, og de daværende tyske mestre hentede ham til klubben.
I Magdeburg blev han en del af en slagkraftig bagkæde, og han fik derfor en smule sværere ved at gøre sig gældende. Værre blev det, da han forud for VM tidligere i år blev slemt skadet.
Han har således ikke spillet håndbold siden januar, men er så småt på vej tilbage. Fra næste sommer tiltræder han i GOG på en toårig aftale.
- Aftalen med Manuel Zehnder giver først og fremmest den danske håndboldliga endnu et kvalitetsstempel. Vi ser flere og flere spillere på et internationalt højt niveau vælge den danske liga til glæde for dansk håndbold og publikum i hallerne, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.
/ritzau/
