Bundesligaklubben Borussia Mönchengladbach skal have ny cheftræner.

Søndag formiddag er Eugen Polanski blevet fyret efter næsten et års ansættelse i jobbet. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Fyringen kommer på bagkant af en skrækkelig sæsonstart for den engang så danskerglade klub. Holdet har tabt tre ud af tre bundesligakampe med en samlet målscore på 3-12. Det placerer holdet sidst i rækken.

Polanskis sidste opgør i spidsen for Gladbach blev lørdagens 0-5-ydmygelse ude mod Freiburg.

Sportschef Robin Schröder har følt sig nødsaget til at trykke på fyringsknappen efter at have overværet den blamage.

- Trods en god sæsonoptakt med nogle positive tegn har holdet ikke formået at opnå de ønskede resultater i Bundesligaen.

- De seneste præstationer har ført til beslutningen om at fritage Eugen fra sine opgaver med øjeblikkelig virkning, siger sportschefen, der også har langet en fyreseddel ud til Polanskis nærmeste assistenttræner.

Den fyrede cheftræner ærgrer sig over, at holdet ikke kunne følge op på et godt forår, hvor klubben sikrede sig en ny sæson i Bundesligaen.

- Det gør utrolig ondt, at det er endt her. Efter at have undgået nedrykning foretog vi nogle ændringer inden denne sæson. Vi havde store forhåbninger, men det lykkedes os ikke at implementere dem, konstaterer Polanski.

Den polske fodboldtræner er tidligere professionel spiller, og han fik sin fodboldopdragelse i Borussia Mönchengladbach, men spillede også i den spanske La Liga.

Gladbach indleder nu jagten på en ny cheftræner, skriver klubben.

RITZAU