Han skulle lige sunde sig, da det hele var forbi.

Mens holdkammeraterne brød ud i ekstase ned mod Barcelonas fanhjørne, tog Emil Nielsen et par sekunder for sig selv det sted, hvor han føler sig så godt tilpas. Midt i målet.

Det var da også velundt. I sin sidste kamp for den spanske storklub var keeperen en af de primære årsager til, at Barcelona søndag vandt Champions League med en 37-34-sejr over tyskerne.

- Det har været en sindssyg weekend. Vi er godt nok dygtige. Det er virkelig imponerende det, vi har gjort i år. Det er fuldt fortjent, at vi står med guldmedaljen, siger Emil Nielsen.

- Vi kunne godt have tabt semifinalen, og vi kunne have tabt finalen, men jeg synes, at når man kigger på hele sæsonen, har vi været de bedste.

Emil Nielsen kom til Barcelona i 2022. Siden er det blevet til to Champions League-titler, en bronzemedalje og en fjerdeplads ved det store Final 4-event i Köln.

- Det har været fire fantastiske år. Jeg har været sindssygt glad for dem alle sammen.

- Der er mange kæmpestore spillere, der aldrig har vundet Champions League. Så jeg er glad og stolt, lyder det fra den danske keeper.

Hen over sommeren skal der pakkes nogle flyttekasser. For Emil Nielsen tager turen østpå, hvor han i den kommende sæson skal tørne ud for den ungarske storklub Veszprem.

Ungarerne har godt nok i mange år været en del af Europas top, men de er endnu ikke lykkedes at gøre det, som Emil Nielsen har gjort to ud af de seneste fire år.

- Det er den største grund til, at jeg tager til Veszprem. Det er et hold, der hungrer efter at vinde og få Champions League-guld.

- Det tænder mig helt vildt og er en kæmpe motivationsfaktor. Det er grunden til, at jeg tager dertil, siger en bestemt Emil Nielsen.

/ritzau/