Gislason glæder sig til Brøndby

Den islandske landsholdsspiller Stefan Gislason ser frem til at starte i Brøndby. Torsdag skrev han under på en femårig kontrakt med klubben.

SAS Liga-klubben Brøndby har længe haft varme følelser for Stefan Gislason fra den norske klub Lyn, og torsdag var ventetiden overstået, da den 27-årige midtbanespiller skrev under på en femårig kontrakt med Brøndby.

- Jeg er virkelig glad for, at det hele nu er faldet på plads. Det har været et lidt langt forløb, og det har fyldt meget i mit hoved. Jeg har ikke været i tvivl på noget tidspunkt, for Brøndby har hele tiden været det naturlige valg, men de forskellige ting skulle lige falde på plads først. Og det er de nu og det er jeg lettet over, lyder det fra islændingen på Brøndbys hjemmeside.

På mandag indleder Gislason, der får tildelt nummer 20 på spillertrøjen, træningen med sine nye holdkammerater, og med sin højde på 1.96 meter, burde han være til at få øje på, når han møder op på træningsanlægget. /ritzau/