Mors-Thy er kommet forrygende fra start i Bambuni Herreligaen, men må trods en førsteplads alligevel ærgre sig over, at holdet ikke længere står noteret for lutter sejre.
Onsdag aften var holdet ellers på vej mod fire på stribe i topkampen ude mod Bjerringbro-Silkeborg, men hjemmeholdet fightede sig til det ene point. 30-30 viste måltavlen til sidst.
Det ene point sender Mors-Thy forbi Aalborg og op på rækkens førsteplads.
Mors-Thys tre sejre i sæsonen har været med ét eller to mål, og onsdag var der igen drama i slutminutterne, men denne gang faldt afgørelsen ikke ud til holdets fordel.
Playmakeren Victor Norlyk havde ellers gjort alt for at føre sit hold mod en ny sejr. Han var helt ustyrlig og imponerede med 12 mål på 12 forsøg, mens han i tillæg var flittig til at sætte holdkammeraterne op til chancer.
I en tæt første halvleg nåede ingen af holdene at være foran med mere end to mål, men det skulle ændre sig efter pausen.
Ved sidebyttet førte gæsterne 16-14, og holdet kom også blæsende ud til anden halvleg. Særligt Rasmus Madsen må have fået en eller anden form for energiindsprøjtning, for han skulle bruge under tre minutter af anden halvleg på at score tre mål.
Siden overtog det 21-årige stortalent Victor Norlyk igen showet og drev gæk med forhåndsfavoritterne.
Afstanden lå længe og vekslede mellem fire og fem mål i gæsternes favør, men i slutfasen gik gæsterne i stå. I løbet af en periode på fire minutter gik hjemmeholdet fra 26-30 til 30-30 inden de sidste 34 sekunder.
Mors-Thy fik en sidste chance for at tage de to point, men Nichlas Hald afsluttede fra en skidt vinkel og fik pillet sit forsøg med to sekunder tilbage på haluret.
/ritzau/