Getafe-spillere: Vi forstår Laudrup

Efter blot et par uger i spidsen for Getafe er fodboldforståelsen mellem Michael Laudrup og spillerne stort set på plads.

De seneste to træningskampe med storsejre over to hollandske hold vidner om, at Michael Laudrup og hans spillere allerede har samarbejdet på plads inden sæsonstarten den 26. august mod UEFA Cup-mestrene fra Sevilla. Klubbens nye midtbanespiller Pablo Hernandez, der selv har været en flittig målscorer i træningskampene, fortæller til den spanske avis AS, hvordan Laudrups koncepter vinder indpas.

- Lidt efter lidt begynder vi at forstå hans idéer. Spillerne er ved at lære hans fodboldopfattelse og spillesystem at kende, siger Pablo Hernandez.

Og for den tidligere Valencia-spiller er målsætningen for den kommende sæson klar.

- Vi skal uden tvivl kigge opad i tabellen i forhold til sidste sæson. Det vil være fantastisk for os at komme i pokalfinalen igen og vinde den. I UEFA Cuppen må vi gøre os vores erfaringer og tage det skridt for skridt, siger Hernandez. /ritzau/