Gerrard arkitekten bag Liverpool-sejr

Liverpools Steven Gerrard var arkitekten bag holdets sikre 4-0 sejr over Bolton i Premier League. Han scorede selv ét og lagde op til to mål.

Den engelske landsholdsspiller Steven Gerrard beviste søndag, hvorfor han er omdrejningspunktet på Liverpools hold. Han var således manden bag Liverpools 4-0 sejr over Bolton i Premier League.

Først fandt han holdkammeraten Sami Hyypiä på en perfekt frisparksaflevering efter 17 minutters spil. Den finske forsvarer headede bolden i mål. Og kort før pausen spillede midtbanemotoren Fernando Torres fri på en dyb stikning, som spanieren sikkert udnyttede.

I anden halvleg kom Gerrard selv på måltavlen. Peter Crouch blev nedlagt i feltet, og Gerrard udnyttede sikkert den store mulighed fra 11-meter-pletten.

Med fem minutter igen spillede Gerrard så hollandske Dirk Kuyt fri. Hans afslutning blev halvklaret af Boltons målmand Jussi Jaaskelainen, og så kunne Ryan Babel score til slutresultatet.

Med de tre point rykker Liverpool op som nummer tre i Premier League efter Arsenal og Chelsea.

/ritzau/