Når FC Midtjylland torsdag aften tager imod Ajax i Conference League, bliver kampen ekstra speciel for Rasmus Nissen Kristensen.

Den 29-årige forsvarsspiller, der i dag spiller for FCM, har tidligere i karrieren spillet for Ajax.

Tilbage i januar 2018 skiftede Rasmus Nissen fra FCM til Ajax, og han nåede at spille 27 kampe for Amsterdam-klubben frem til sommeren 2019.

- Jeg har en fortid i Ajax, og det var min første destination i udlandet. For to sæsoner siden fik jeg mulighed for at komme tilbage til Amsterdam med Frankfurt og spille mod dem.

- Det er altid specielt at få lov til at spille mod sine tidligere klubber, siger Rasmus Nissen til klubbens hjemmeside.

Efter tiden i Ajax blev det til udlandsophold i Salzburg, Leeds, AS Roma og Eintracht Frankfurt for Rasmus Nissen.

Tiden i den hollandske hovedstad var speciel for den danske landsholdsspiller.

- Det er noget af det, jeg er mest stolt af i min karriere. De kampe, jeg fik på det Ajax-hold på det tidspunkt. Jeg fik lov til at spille med nogle af Europas bedste fodboldspillere, og det har ikke været andet end et privilegium.

- Jeg tror ikke, jeg ville have kunnet tage de skridt i min karriere, som jeg har gjort, hvis jeg ikke havde lært så sindssygt meget i det halvandet år, jeg var i Amsterdam, siger han.

Tilbage i 2020 spillede FCM to gange mod Ajax i Champions League, og hollænderne vandt 2-1 i Herning og 3-1 i Amsterdam.

Men meget er sket i begge klubber siden dengang, påpeger FCM-træner Mike Tullberg.

- Al den ros, Ajax får som klub, skal de også have. Men man skal stadig huske på, at da FCM mødte Ajax i Champions League for seks år siden, lå vi som klub uden for de 100 bedste på Europas rangliste. Nu er vi omkring de 50 bedste.

- Afstanden mellem os og Ajax er blevet mindre, og det er også, fordi FCM som klub har taget nogle kæmpestore skridt. Vi håber, vi kan blive ved med at tage de skridt, siger Tullberg til klubbens hjemmeside.

FCM's kamp mod Ajax fløjtes i gang torsdag klokken 18.45.

RITZAU