Gemkes unge overmand får gummiarm i VM-semifinalen
Victor Lai var ovenpå, men tabte VM-semifinalen mod franskmanden Alex Lanier efter tre sæt.

Victor Lai var ovenpå, men tabte VM-semifinalen mod franskmanden Alex Lanier efter tre sæt.

Det 21-årige canadiske stjerneskud Victor Lai må for andet år i træk se en plads i VM-finalen fordufte ved den sidste forhindring.
Den talentfulde herresinglespiller tabte lørdag semifinalen med 21-16, 13-21, 14-21 til den jævnaldrende franskmand Alex Lanier i New Delhi. Dermed er Lanier klar til sin første VM-finale i karrieren.
Lai havde ellers kurs mod finalen. Efter at have vundet første sæt i sikker stil førte han 12-9 i andet sæt, men tabte pusten fuldstændig. Også i tredje sæt smed han en føring.
Victor Lais nederlag kom, dagen efter at han havde sendt danskeren Rasmus Gemke ud af turneringen i kvartfinalen.
Verdens nummer syv fik en suveræn start, for Lai vandt de første syv point, og trods lidt modvind undervejs var han aldrig i fare for at smide første sæt.
Andet sæt tippede midtvejs over i Laniers favør, og franskmanden fremtvang et afgørende tredje sæt efter at have vundet 12 ud af sættets sidste 13 dueller.
Her havde Lai til en start igen overhånden, men knækkede i sættets sidste halvdel.
I finalen skal Lanier enten møde taiwaneren Chou Tien-chen eller japaneren Kodai Naraoka.
RITZAU