Gay er verdens hurtigste

Den amerikanske sprintkonge Tyson Gay løb sig søndag til guld ved VM i Osaka. Det skete, da Gay slog alle konkurrenterne i 100 meterløbet.

Tyson Gay er verdens hurtigste mand. Søndag vandt den amerikanske 100 meterløber kongedisciplinen ved VM i Osaka, da han lagde de to nærmeste sprintere, Derrick Atkins og Asafa Powell, bag sig. Den imponerende vindertid blev på 9,85 sekunder.

På forhånd var der lagt op til en duel mellem Asafa Powell fra Jamaica og Tyson Gay, der var finalens eneste amerikanske løber. Powell, der er indehaver af verdensrekorden på 9,77 sekunder, måtte dog midtvejs i løbet slippe sin føring, da Tyson Gay begyndte at trække fra. Powell blev på målstregen også slået af Derrick Atkins fra Bahamas.

Det flotte 100 meterløb, hvor alle tre medaljevindere kom under 10 sekunder, blev afviklet i en modvind på 0,5 meter/sekund.

/ritzau/