Gary Speed er med Wales i aften

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til efteråret er det fem år siden, at Gary Speed døde. Klokken lidt i syv om morgenen 26. november 2011 fandt hans kone ham hængende i garagen. Han havde taget sit eget liv mindre end et halv døgn efter, at han havde medvirket i tv-programmet Football Focus på BBC One, hvor værten Dan Walker efterfølgende havde beskrevet ham som »i fin form«.

Men Gary Speed var en temmelig lukket person, fortalte hans kone, Louise, senere, og da hun genså hans TV-optræden, kunne hun se, at hans smil ikke kom fra hjertet og aldrig nåede hans øjne. Han var venlig og servil, men han var også et menneske, der betragtede glasset som halvt tomt, som hans mor beskrev ham. Livet gjorde for ondt, og få dage før sin død havde han i en SMS-besked luftet sine tanker om at begå selvmord, men selv viftet dem bort af hensyn til sine tvillingedrenge og Louise.

Kigger man rundt på tilskuerpladserne, vil man i aften kunne se, at han nok har forladt sit jordiske liv, men stadig lever i fortællingen om det walisiske landshold, der tæt på sensationelt har spillet sig frem til semifinalen ved EM. Der vil være bannere med hans kontrafej og ord som »We will never forget you«. Lytter man efter, vil man kunne høre dem synge hans navn. Tror man på det, fornemmer man, han kigger ned. Det gør hans far, Roger, og når Roger kigger ned på trænerbænken, er det sin søn, han ser i Chris Colemans skikkelse, fortalte han til Sunday People forleden.

Det er den slags, der giver fodbolden mening for andre end dem, der spiller kampen selv. Myterne. Fortællingerne om dem, der var - om deres storhed og fald, genrejsning, smerte, sorg, glæde. De aftryk, de satte.

Gary Speed satte et af de vigtigste aftryk på sin nations (fodbold-) selvforståelse, da han lagde grunden til den succes, Wales oplever i disse uger.

Efter kun fire måneder og 18 kampes erfaring som træner for Sheffield United i The Championship overtog han 14. december 2010 landstrænerjobbet fra John Toshack, der efter fælles overenskomst med forbundet havde trukket sig efter et nederlag til Montenegro. Det var det niveau, Wales befandt sig på. Man tabte somme tider til Montenegro og vandt sjældent over nogen.

Gary Speed besluttede sig for at gøre noget, ingen havde gjort før ham. Han ville ændre walisernes selvforståelse.

»Jeg synes, vi har brug for kontinuerligt at konkurrere på verdensplan og ikke bare hver gang være tæt på at kvalificere os. Den gruppe af spillere, vi har, har en alder, så de kan være sammen i lang tid, forbedre sig og vokse sammen gennem lang tid,« sagde han, da han blev præsenteret på Hotel Vale of Glamorgan.

Sandheden er, at den slags var blevet sagt før, og at hans forgænger allerede havde igangsat den walisiske ungdomsrevolution, da han et år tidligere i en kamp mod Estland havde stillet op med et landshold på kun 21 år i gennemsnit. Men Gary Speed blev den træner, der med sit smil, sin dedikation, sine lederegenskaber og sin taktiske omlægning fik landsholdet til at fungere.

I sin første landskamp for fire et halvt år siden havde han syv af de spillere med i startopstillingen (Wayne Hennessey, Chris Gunter, Ashley Williams, James Collins, Joe Ledley, Andy King og Aaron Ramsey), der var med til at besejre Belgien med 3-1 forleden.

Opbygningen skete ikke over en nat, men tog sin tid. Det walisiske forbund var ikke vant til kvalifikationer, så man accepterede, at Gary Speeds sigte var langt. Aaron Ramsey blev udpeget som anfører blot 20 år gammel, spillet skulle være mere flydende, forsvarerne blev bedt om ikke bare at sende bolden langt frem. Der kom ambitioner i spillet. Tænk om disse spillere kunne kombinere den tekniske kunnen med en taktisk tilgang til kampene, der sigtede mod ikke blot at afvente og lukrere, men om også at skabe, når det blev nødvendigt, og med det hjerte, Gary Speed selv havde spillet med gennem 85 landskampe og en lang karriere i Leeds, Everton, Newcastle, Bolton og Sheffield United.

De første resultater tydede ikke på fremgang, og i august 2011 lå Wales på en historisk dårlig placering som nummer 117 på FIFAs verdensrangliste. Da vendte heldet. Tre sejre senere over Schweiz, Bulgarien og Norge var Wales nummer 45 i verden, tæt på rekorden som nummer 41 og tilbage på sporet. 14 dage efter den meriterende 4-1 sejr over Norge begik Gary Speed selvmord hjemme i garagen.

I aften hedder træneren Chris Colemann, og der findes et billede, hvor han lægger hånden om skulderen på Gary Speeds mor, mens far Roger kigger lige ud i luften med våde, smetefulde øjne. Det er et stærkt billede, der forbinder fortid og nutid.

I aften kigger de med igen, når Wales spiller sin histories vigtigste fodboldkamp mod Cristiano Ronaldo og Portugal. Lytter man efter, kan man høre, hvad det walisiske band Manic Street Preachers synger i EM-slagsangen »Together Stronger«:

Lets not forget Gary Speed
He wore his heart upon his sleeve
And if he is looking down
Then our love is all around.