Bayern-legenden Franz Beckenbauer er notorisk kendt for at sige sin mening - også selvom det går udover spillere eller trænere i den tyske storklub.

Nu er 'Der Kaiser' så på banen igen med en kritik af en af Bayern Münchens defensive profiler. Det er den brasilianske forsvarsspiller Dante, som får verbale hug fra Beckenbauer, der på ingen måde er imponeret af det, som Dante har leveret hidtil i denne sæson.

- Sidste sæson spillede han meget bedre og mere konstant. Nu laver han mange, mange fejl. Måske gør vinterpausen ham godt, så han kan komme tilbage på sit niveau, siger Beckenbauer ifølge Abendzeitung München.

Dante har spillet 24 kampe for Bayern München i denne sæson - heraf de 20 fra start. Sammen med holdkammeraterne spiller han lørdag aften finale ved VM for klubhold, hvor Bayern møder marokkanske Raja Casablanca.