Gade overvandt svær start

Peter Gade er videre til anden runde ved VM i badminton i Kuala Lumpur efter en sejr på 21-18, 21-10 over engelske Andrew Smith.

Han fik en dårlig start, men overvandt den og sikrede sig første sæt med de tætte cifre 21-18. Og i andet sæt var Peter Gade spilstyrende mod briten Andrew Smith og vandt 21-10 i første runde af VM i badminton.

- Jeg er fint tilfreds. Det var ikke noget nemt første sæt, fordi jeg valgte at starte på den dårlige side i hallen (medvindsiden, red.). Jeg vidste, at jeg ville blive presset lidt mere end i andet sæt, sagde Peter Gade, som var nede 8-12 i første sæt, hvor Andrew Smith styrede netspillet, mens danskeren forsøgte at finde sig til rette på banen.

Alligevel var Peter Gade ikke nervøs.

- Jeg følte alligevel, at jeg havde kontrol på det i første sæt og så fuld kontrol i andet sæt, sagde Peter Gade, som i anden runde møder Yan Kit Chan fra Hongkong.

/ritzau/