Gade og Jonassen videre i Malaysia

Kenneth Jonassen og Peter Gade er klar til kvartfinalerne i Malaysia Open, hvor også en dansk mixeddouble overraskede mod VM-sølvvinderne.

Danmarks to bedste herresingler i badminton havde ingen problemer med at spille sig i kvartfinalerne i Super Serie-turneringen Malaysia Open.

Peter Gade havde to ganske overkommelige sæt mod Ronald Susilo fra Singapore, som den semifinaleseedede dansker vandt 21-13, 21-10, mens Kenneth Jonasson vandt 21-12, 21-14 over inderen Chetan Anand. Gade møder nu Chen Hong, mens Jonassen skal op mod sydkoreaneren Park Sung Hwan. Den parring er højst overraskende. Hwan slog nemlig verdensetteren Lin Dan ud i to klare sæt.

Også i mixeddouble kunne den danske lejr juble, da Joachim Fischer og Britta Andersen besejrede VM-finalisterne og Denmark Open-vinderne Donna Kellogg/Anthony Clark fra England.

/ritzau/