Real Madrids cheftræner, Xabi Alonso, er en presset mand, efter at storklubben tabte til Manchester City på hjemmebane onsdag aften i Champions League.
Real Madrid har kun vundet to af sine seneste otte kampe på tværs af alle turneringer, og det efterlader træneren i alvorlig fare for at blive fyret.
Alonso er tilfreds med spillernes præstation mod Manchester City og tror på, at skuden snart vender for kongeklubben.
- Det var en tæt kamp. Begge hold var dominerende i perioder. De vendte det rundt på kort tid med deres hjørnespark og straffespark, men vi blev ved med at arbejde, blev ved med at give alt.
- Der er intet at bebrejde holdet for efter en præstation som denne. Vi er selvkritiske, men vi skal blive ved med at tro på det, blive ved med at arbejde og tro på, at de svære tider vil gå over, siger Xabi Alonso efter kampen.
Real Madrid kom ellers bedst fra start. Brasilianske Rodrygo scorede efter 28 minutter. Manchester City vendte det hele på hovedet i slutningen af første halvleg med to hurtige scoringer, hvor et af målene blev eksekveret på straffespark.
Real Madrids topscorer, Kylian Mbappé, sad på bænken med en mindre skade. Hjemmeholdets fans buhede i perioder ad Madrid-spillerne i anden halvleg, da de kæmpede for at komme tilbage, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Det er normalt, Madrid er en meget krævende klub med krævende fans, vi har været her i årevis – vi ved, det kan ske, hvis vi ikke er gode, siger Real Madrids Rodrygo til Movistar ifølge AFP.
- Det er fair, og vi må acceptere det og forsøge at forbedre os for at komme ud af denne situation, tilføjer han.
Flere spanske medier skrev op til kampen, at et nederlag til Real Madrid onsdag aften ville besegle Alonsos skæbne som Madrid-træner og resultere i en fyreseddel.
- Det er et svært øjeblik for os og også for Alonso. Tingene går ikke godt. Vi ville vise folk, at vi står sammen med træneren, siger Rodrygo, som omfavnede Xabi Alonso på sidelinjen efter kampen.
Trods nederlaget ser det dog ikke helt skidt ud for Real Madrid, der på syvendepladsen har 12 point i Champions Leagues gruppespil. De første otte hold går direkte videre til ottendedelsfinalerne. Der resterer to kampe i ligafasen.
/ritzau/
