Fyret FCK-træner vender tilbage til Danmark

ARKIVFOTO 2013 af Ariël Jacobs- - Se RB 20/3 2014 16.00. Det er mere normalt at blive fyret end at fuldføre sin kontrakt som træner i Danmarks bedste fodboldrække. 64 procent af trænerne ender med at få en fyreseddel. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For to år siden blev han fyret som cheftræner i klubben. Nu skal Ariël Jacobs rådgive FC København

Det var et chok af de større, da FC København for godt 25 måneder siden fyrede belgiske Ariël Jacobs på gråt papir.

Bare tre måneder forinden havde Jacobs ellers ført Løverne til klubbens seneste danske mesterskab – men en dårlig sæsonstart var nok til, at belgieren fik sparket ud af fordøren, mens FCK-ledelsen i stedet hentede Ståle Solbakken tilbage til Parken af bagindgangen.

Skæbnen er imidlertid en forunderlig ting. Nu skal Ariël Jacobs nemlig rådgive og hjælpe klubberne i den danske Superliga – deriblandt FCK.

Ariël Jacobs er i dag ansat som ledende rådgiver i det belgiske firma Double PASS. Firmaet spiller en stor rolle i det talentudviklingsprojekt, Divisionsforeningen og klubberne netop nu er i færd med at søsætte med Ole Bjur som frontfigur. Derfor vender Jacobs nu tilbage til Danmark.

»Double PASS er et firma, der laver revision i klubberne og derefter rådgivning. I Danmark har klubberne ansat Double PASS, fordi de mener, der er ting, der ikke fungerer som de skal, og for at de kan blive bedre. Double PASS’ rolle er at hjælpe dem til en bedre talentudvikling,« forklarer Jacobs over for BT.

Double PASS skal i foråret besøge de 12 klubber i Superligaen og tre i den næstbedste række. De besøg bliver Ariël Jacobs en del af.

»Double PASS har spurgt mig om at lave rammen for de danske klubber, fordi jeg kender lidt til det danske system,« forklarer han.

»I hvert fald i starten vil jeg også komme ud og besøge de danske klubber,« fortsætter belgieren.

Når det gælder besøget hos FC København, sidder Jacobs imidlertid over.

»FC København kommer jeg ikke til at besøge. Objektivitet er vigtig, så det ville ikke være rigtigt. Hverken for mit firma eller for klubben,« siger den 62-årige tidligere FCK-træner.

De rammer og råd, Ariël Jacobs udstikker, vil dog også gælde FC København. Den klub, der i øvrigt blev belgierens næstsidste som cheftræner efter en stor karriere, der toppede i den belgiske traditionsklub Anderlecht og sluttede med et ophold i den franske klub Valenciennes.

»For et år siden stoppede jeg min aktive trænerkarriere på grund af begge mine forældres helbred. Men min far døde for tre måneder siden. Jeg ville tage mig af ham og dem, men det var umuligt at gøre med et trænerjob – selv i Belgien. Så jeg stoppede og sagde til mig selv, at jeg ville se tiden an. Men ret hurtigt blev jeg involveret i Double PASS,« fortæller Jacobs.

Den tidligere FCK-træner fortæller, at han i dag hverken har kontakt eller nogen former for forhold til den danske klub. Men det ændrer sig altså i løbet af de kommende måneder.