Fyrene man ikke vil have med til stregen

benjaminblog
Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Selv om det er uopfindsomt, og selv om man absolut ingen status vinder for sin spændende anderledes holdning, så er søndagens Paris-Roubaix for mig cykelløbet, der hæver sig stort og flot op over de andre.

Der er også VM, og der er også Flandern Rundt, men størst er nu Paris-Roubaix.

Løbet har en signaturhistorie med sine 100 kilometers finalekørsel med rå udskilning hen over et nordfransk bondelandskab, som ingen  andre cykelløb kommer i nærheden af. Og ingen andre cykelløb er i mine øjne smukkere transmiteret end dette.

Men det er også en trist dag. For Paris-Roubaix er også et farvel til brostenssæsonen og mange af dens hovedpersoner. Det er modige ryttere, der sætter meget på spil. Man skal være klog for at vinde disse løb, men man skal også have hjerte, en brølende fysik og en ekstraordinær teknik. Alt det sat i spil ser man ikke i mange andre løb.

Søndagens løb vil for de fleste handle om at komme af med norske Alexander Kristoff. Jeg tror, man skal smide tyske John Degenkolb med ind i det taktiske spil.

De er fyrene, man ikke vil have med hjem til stregen, for så vinder de.
Hvor Degenkolb formentlig kan liste og luske sig fra hjul til hjul uden at tage ansvar langt ind i løbet, vil konkurrenterne efter at have set Kristoff vinde Flandern Rundt i søndags, lade nordmanden slide sig selv og sit Katusha-mandskab tyndt i et forsøg på at holde noget orden på et løb, der notorisk er uordentligt. Der vil blive kigget på Kristoff, når noget skal lukkes i et håb om, at nordmanden på den måde kører batterierne flade.

Men det er sin sag at lykkes med den mission. I Flandern Rundt viste Kristoff sig så stærk, at han selv sprang med på det afgørende ryk fra Niki Terpstra og derfra med powerkørsel holdt de jagtende hunde væk.
Hvis nogen skal lykkes med at slippe væk fra Degenkolb og Kristoff, så bliver Niki Terpstra, Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar mine bedste bud.

Historien i historien i søndagens løb er skrevet på forhånd og handler om Bradley Wiggins, der kører sit sidste store landevejsløb og dukker op for at vinde. Han bliver aldrig mere end en outsider i dette terræn, men dog en outsider, man skal tage alvorligt. Wiggins viste sidste år med en top-10-placering, at han har teknikken, klogskaben og motoren til dette løb, og man skal have respekt for en mand, der tidligere i karrieren også satte sig for at vinde Tour de France. Og gjorde det.

Han gav i den forgangne uge flere interessante interview, blandt andet til cyclingweekly.com, hvor han sagde, at det i hans øjne formentlig ville være et større øjeblik at stå som vinder af Paris-Roubaix end i Touren. Fordi det er overstået på en dag. Og så var der også ved læsning mellem linjerne et bittert minde om livet som gul trøje i Touren med alle de tilhørende dopingspekulationer.

»Jeg husker ikke at have været i Roubaix på noget tidspunkt, hvor en dopinghistorie har fået lov at overskygge løbet. Det plejer at handle om løbet.«