Fuglsang truer UCI med sagsanlæg

asgsdfgsdgsdffgsdfg

Jakob Fuglsang kan godt se sig selv lægge sag an mod den internationale cykleunion, UCI, hvis den fratager Astana sin licens til at køre i World Tour-løbene. Det skriver Ekstra Bladet.

Mister holdet sin licens, vil det ikke længere være i stand til at køre de store løb som for eksempel Tour de France, og hvis det kommer så vidt, kan cykleunionen forvente at høre fra Fuglsangs advokater.

»Jeg har ikke gjort noget forkert, så hvis UCI tager mit arbejde fra mig, så tror jeg, det ender i et sagsanlæg,« siger Jakob Fuglsang til Ekstra Bladet.

Astana var sidste år involveret i flere dopingsager, og det er på den baggrund, at UCI gennem længere tid har overvejet at fratage cykelholdet sin licens og dermed degradere det til kontinentalniveau.

Ifølge den hollandske avis De Telegraaf har UCI allerede besluttet sig for at snuppe licensen fra Fuglsang og co, og sker det, kommer det ikke kun til at svække cykelholdet på landevejen.

»Hvis holdet mister sin licens, er det sandsynligt, at vores sponsorer trækker sig, idet de nok ikke vil sponsorere et hold uden adgang til de store løb,« siger Fuglsang.

Ifølge Ekstra Bladet har UCIs licenskommission en høring fredag i næste uge, hvor der muligvis bliver taget en endelig beslutning - og bliver det med et negativt udfald for Astana, vil holdet formentlig anke til den internationale sportsdomstol, CAS.