Fuglsang og karrierens evige forbandelse

Jakob Fuglsang har nået et niveau, vi godt kan kalde stabil verdensklasse, men han er stadig udfordret af ikke at kunne afgøre tingene på stregen.

benjaminblog
Foto: Liselotte Sabroe. Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Læs mere
Fold sammen

Der var øjeblikke i den sidste fase af søndagens Liège-Bastogne-Liège, hvor jeg sad med fornemmelsen af, at Jakob Fuglsang var om ikke den stærkeste så i hvert fald en af de tre-fem stærkeste mand i den finale, der var i gang.

Sådan havde jeg det virkelig. Og det forbløffede mig.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne få øje på det, som de fleste andre - herunder Fuglsang selv - har kunnet få øje på forud for løbet, nemlig at danskeren havde gang i et forår ud over det sædvanlige, men der er stadig et stykke derfra og til at være så dominerende på de sidste kilometer af en klassiker, som Fuglsang var søndag.

Men han stod - som det har været tilfældet hele den forgangne uge - klar og skarp, da det gjaldt og fuldendte for mig billedet af en rytter, der har taget et markant skridt i sin karriere. Op i retning af noget, som vi godt kan kalde for stabil verdensklasse.

I løbet af Ardenner-ugen  har Fuglsang udmærket sig som bedste mand på et hold, der ellers på papiret har mange andre bejlere til at nyde både den nødvendige beskyttelse og frihed for at kunne begå sig på den anden side af 250 kilometer.

Det er en moden cykelrytter, der på den måde kender sin kalender - og får fuldt udbytte af den. Fuglsangs plads i hierarkiet på Astana sender ham ikke til Tour de France med licens til at køre for sig selv. Den har han nu andre steder i løbet af sæsonen, og det har han med markant klasse vist, at han også mestrer.

Men han mangler stadig den vigtige kompetence at kunne vinde et cykelløb. Han mangler simpelthen at kunne afgøre det, som vi blandt andet også så det i 2013, da han havde to store etapesejre inden for rækkevidde - første gang i Duaphiné Libéré, hvor Samuel Sanchez snød ham i spurten og få uger senere i Tour de France, hvor Dan Martin vandt, da de to kom alene til mål.

Fuglsang har været synlig i finalerne i både Amstel Gold Race, Fleche-Wallonne og Liège-Bastogne-Liège - og i Amstel og Liège forsøgte han såmænd også at komme uden om de afslutninger i større grupper, hvor han ved, at han er chanceløs.

Især forsøget i Liège-Bastogne-Liège i går rummede noget bund, kløgt og potentiale. Han gjorde egentlig alt det rigtige og tændte derfor i øjeblikke tanken, at han minsandten kunne gå hen og vinde.

Sådan blev det ikke.

Valverde havde styr på situationen, og vi fik igen udstillet Fuglsangs evige udfordring.

Jeg talte i går med sportschef i Danmarks Cykle Union, Lars Bonde, der kender Fuglsang indgående fra opgaver i de nationale farver. Og han sidder i dag tilbage med en følelse af, at danskeren kørte sit  Liége-Bastogne-Liège stort set perfekt, og at der er så mange rigtige tegninger i danskernes udvikling, at han selvfølgelig kommer til at vinde et stort cykelløb en dag. Det vil logikken.

Men han er enig i vurderingen af, at Fuglsang er udfordret af, at han groft sagt skal hjem til stregen helt alene. Han har bare ikke et punch til at afgøre tingene på andre måder. Det var i Bondes øjne således bemærkelsesværdigt, at Fuglsang sluttede næstsidst i de forreste grupper i både Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège. Selv om han søndag jo sad helt rigtigt på Valverdes hjul, da man kørte ind på de sidste meter.

I 2013 så vi Jakob Fuglsang blive nummer syv i Tour de France stort set uden at have holdkammerater omkring sig. Sidste år var han så i hjælperens rolle for den samlede vinder, italienske Vincezo Nibali.

Selv om Fuglsang har været så overbevisende i forårsklassikerne - også tydeligt stærkere end Nibali - så bliver situationen i årets Tour selvfølgelig den samme. Fuglsang er med som assistent for mesteren, en assistent man formentlig vil passe på, hvis nu uheldet skulle være ude, men stadig på ingen måde nummer et.

Naturligvis er det sådan.

Men derfor kan vi jo godt ærgre os over det, når nu Jakob Fuglsang i den stadigt mere voksne og erfarne udgave af sig selv som cykelrytter igen og igen viser, at han har stabiliteten, løbsforståelsen og styrken til at præge cykelløb på allerhøjeste niveau - både som endagesrytter og etapeløbsrytter.

Min påstand bliver, at Jakob Fuglsang som kaptajn på et hvilket som helst hold ville være en top-10-rytter i Tour de France, og min påstand bliver også den, at Fuglsang som rytter er bedre skåret til at lave sine resultater i et etapeløb end på en enkelt dag, hvor han igen og igen vil rende ind i sin karrieres gordiske knude: det manglende dræbende punch.