Jakob Fuglsang er hoppet frem på ottendepladsen i klassementet, men ser man på minutter og sekunder, er den danske Astana-kaptajn længere fra podiet i Tour de France efter lørdagens bjergetape til Tourmalet.

Danskeren måtte slippe taget i favoritfeltet 1,7 kilometer fra mål og endte med at tabe 53 sekunder til etapevinder Thibaut Pinot. Alligevel føler han, at etapen var et fremskridt.

»Det var et skridt i den rigtige retning. Selvfølgelig kunne det have været fedt at tage et større skridt og sidde med til allersidst, men jeg døde lidt på de hårde accelerationer på de sidste to kilometer.«

»Der begyndte at være lidt luftmangel deroppe i 1700-1800 meter,« siger Jakob Fuglsang.

Han hæfter sig ved, at han langt fra var den eneste, der havde svært ved at hænge på til sidst. Det gjaldt blandt andet også sidste års vinder.

»Vi så, at også Geraint Thomas led og ikke var overlegen. Der kan ske meget endnu, tror jeg,« siger Jakob Fuglsang.

/ritzau/