Jakob Fuglsang skal alligevel ikke køre Flandern Rundt.
Den danske cykelrytter havde planer om at køre den belgiske klassiker for anden gang i karrieren og stille op i Baskerlandet Rundt dagen efter.
Men planen er ændret, oplyser Astana i en pressemeddelelse.
»Selvom jeg havde set frem til at stille op i Flandern Rundt for anden gang i karrieren, har vi besluttet, at det ville være lidt for ambitiøst at køre løb i Belgien og være med i Baskerlandet Rundt dagen efter.«
»I øjeblikket er det svært at rejse rundt, og med holdets nuværende coronaprotokol ønskede vi ikke at løbe risikoen. Jeg vil helt klart vende tilbage til brostenene i fremtiden, når jeg kan fokusere 100 procent på løbet. Det er nøglen, hvis man har ambitioner i Flandern Rundt,« siger Fuglsang i meddelelsen.
I stedet for at deltage i første monument drager han altså mod Baskerlandet, hvor målet er at køre sig i endnu bedre form frem mod ardennerklassikerne, Amstel Gold Race, Flèche Wallone og Liége-Bastogne-Liége.
»Baskerlandet er et af de sværeste løb i kalenderen, så der er ikke nogen bedre måde at forberede sig til de første store mål i sæsonen i ardennerklassikerne,« siger Fuglsang.
Den nu 36-årige Jakob Fuglsang hentede en af karrierens største sejre, da han i 2019 vandt monumentet Liége-Bastogne-Liége. Samme år blev han toer i Flèche Wallone og treer i Amstel Gold Race.
Flandern Rundt køres 4. april, mens Baskerlandet Rundt afvikles fra 5. til 10. april.
/ritzau/



