Froholdt afløser en skadet Damsgaard mod Wales
Gustav Isaksen og Victor Froholdt er nye i Danmarks startopstilling i søndagens Nations League-kamp mod Wales.

Gustav Isaksen og Victor Froholdt er nye i Danmarks startopstilling i søndagens Nations League-kamp mod Wales.

Victor Froholdt er tilbage i startopstillingen på det danske fodboldlandshold, som søndag gæster Wales i Nations League.
Froholdt erstatter en skadet Mikkel Damsgaard på den offensive midtbane.
Ud over Froholdt er Gustav Isaksen ny i startopstillingen. Han overtager pladsen fra Adam Daghim som højre kantspiller.
Det er de eneste to ændringer siden torsdagens 2-4-nederlag til Portugal i Parken.
I de to seneste kampe er Froholdt startet på bænken, men ifølge landstræner Brian Riemer har det ikke været et fravalg af FC Porto-kometen.
Det har ifølge landstræneren handlet om at sammensætte det stærkest mulige hold.
- Det er den kunst, der nogle gange er allersværest. For hvis det bare var sådan, at man kunne tage listen med de ti bedste spillere og kunne sætte dem ind, var det lidt nemmere, sagde Riemer på lørdagens pressemøde.
- Vi har forsøgt at finde en balance mellem nogle, der kan holde lidt struktur og løbe - og så også have nogle af de her kreative typer, som vi så mod Portugal med Mohamed Daramy og Damsgaard.
Netop Daramy har fået genvalg på pladsen som kantspiller i venstre side. Reims-spilleren leverede en god præstation mod Portugal uden at komme på måltavlen.
Danmarks startopstilling ser således ud (4-3-3):
Mads Hermansen; Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Oliver Provstgaard, Joakim Mæhle; Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Victor Froholdt; Gustav Isaksen, Rasmus Højlund, Mohamed Daramy.
Wales har foretaget en enkelt ændring. Siden walisernes 2-1-sejr over Norge i torsdags er Daniel James gledet ud på bænken. I stedet starter Brennan Johnson.
Walisernes startopstilling ser således ud (4-2-3-1):
Danny Ward; Neco Williams, Benjamin Cabango, Ben Davies, Jay Dasilva; Jordan James, Ethan Ampadu; Brennan Johnson, Liam Cullen, Sorba Thomas; Lewis Koumas.
RITZAU