På grund af karantæne er landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg ikke med i søndagens VM-kvalifikationskamp mod Grækenland, og derfor har fodboldlandstræner Brian Riemer udtaget en erstatning.
Valget er faldet på midtbanedynamoen Morten Frendrup, der til daglig tørner ud for italienske Genoa.
- Jeg var aldrig i tvivl om, at det skulle være ham. Frendrup spiller hver eneste uge for Genoa og har i perioder sågar rendt rundt med anførerbindet.
- Han er en utrolig vigtig og værdsat spiller i Genoa, siger Brian Riemer på en presseseance i Helsingør.
Pierre Emile-Højbjerg ragede tidligt i torsdagens kamp mod Belarus et gult kort til sig, og det udløste en karantænedag, som han skal afsone søndag.
Morten Frendrup optrådte senest for landsholdet i marts, da han blev skiftet ind i Nations League-kvartfinalen mod Portugal.
- Vi har en fuldstændig vanvittig konkurrence på den midtbane i øjeblikket. Jeg har udtaget spillere fra Marseille, Porto og Arsenal. Men det er fuldt fortjent, at Frendrup nu kommer ind i lejren, efter at der opstod et hul.
- Hvis der bliver brug for ham søndag, så er jeg ikke i tvivl om, at han er klar og har kompetencerne til at hjælpe os, om det så er som indskifter, eller hvad det skal være, siger Brian Riemer.
Morten Frendrup har siden januar 2022 tørnet ud for italienske Genoa, hvor han nærmest uafbrudt har været fast mand på midtbanen.
Han har leveret så godt og stabilt, at han i sidste sæson bar anførerbindet i den italienske klub ved flere lejligheder.
I denne sæson har han endnu ikke været anfører i Genoa, men han har spillet samtlige Serie A-kampe fra start.
- Han er en god presspiller og en solid defensiv midtbanespiller, der er opmærksom og påpasselig i sit spil, og som man altid kan stole på og regne med, siger landstræneren.
Morten Frendrup har fået sin fodboldopdragelse i Brøndby.
Danmark møder Grækenland i Parken søndag klokken 20.45.
/ritzau/