Fremragende enkeltstart holder Rasmussen i gult

Med en ægte kraftpræstation lørdag overgik Michael Rasmussen sig selv og er fortsat i gult efter lørdagens 54 kilometer lange enkeltstart i Tour de France.

En ekslusion fra det danske cykellandshold og nye dopingbeskyldninger havde tilsyneladende ingen indflydelse på Michael Rasmussen, da han præsterede sit livs enkeltstart ved lørdagens 13. etape af Tour de France.

Ved målstregen i den franske by Albi, var danskeren blot 2,55 minutter efter tempokongen Alexandre Vinoukorov, der vandt den 54 kilometer lange enkeltstart. Michael Rasmussen sluttede på 11. pladsen og fører nu løbet med en margin på præcis et minut ned til australieren Cadel Evans.

Kasakken Alexandre Vinokourov viste sublim tempokørsel på lørdagens etape og er dermed tilbage i topstriden i det store franske etapeløb. Dog med omkring fem minutter op til Rasmussen./ritzau/