Frederiksen skal assistere Eklund

Søren Frederiksen skal fra nytår være assistenttræner i Superligaklubben Viborg FF. Dermed vender han tilbage til klubben, hvor han stoppede som aktiv.

De ved, hvad de får i Viborg FF. I hvert fald er klubbens nye assistenttræner, Søren Frederiksen, en gammel bekendt af klubben, hvor han har scoret superligamål på stribe.

35-årige Frederiksen stoppede som aktiv i 2005 og har siden påbegyndt en trænerkarriere. Indtil mandag formiddag var han fortsæt træner for Skive IK i 1. division, som han har ført op fra Danmarksserien. Men Viborg FF har købt Frederiksen fri af kontrakten med skibonitterne og nu skal han assistere en anden tidligere Viborg-angriber, svenskeren Hans Eklund, der i sidste uge blev præsenteret som ny træner.

- Vi har ønsket at få noget ny energi ind, og det må vi sige, at vi har fået. Hverken Hasse eller Søren har 100 års erfaring i det at være træner. Til gengæld har de en uvurderlig erfaring som spillere på topplan, hedder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Frederiksens kontrakt glæder nøjagtigt som Hans Eklunds aftale frem til 30. juni 2010.

/ritzau/