Frederik Andersen tror på ny Stanley Cup-triumf i ny klub
Edmonton Oilers har kvaliteterne til at vinde Stanley Cup, mener Frederik Andersen om sin nye klub.

Edmonton Oilers har kvaliteterne til at vinde Stanley Cup, mener Frederik Andersen om sin nye klub.

Der gik ikke meget mere end et par uger, fra Frederik Andersen vandt Stanley Cup med Carolina Hurricanes, til at han var fortid i klubben.
Efter fem år, kulminerende med det mytiske NHL-trofæ midt i juni, var Carolina Hurricanes ikke længere interesseret i den danske keepers ydelser.
- Det har været en lidt underlig proces. Jeg ville rigtig gerne være blevet i Carolina, men den vej ville de ikke gå, og så var der plads til at tale med andre klubber, siger en afklaret Frederik Andersen.
Den succesfulde ishockeykeeper fra Herning er efterhånden blevet 36 år, og med Stanley Cup-trofæet under bæltet ville det ikke være mærkeligt, hvis han valgte at stille skøjterne på hylden, mens han var på toppen af karrieren.
Men den slags tanker har slet ikke fyldt noget hos ham.
- Overhovedet ikke. Jeg har stadig lyst til at spille. Hockeylivet er bare fedt. Livet i omklædningsrummet er fedt, og det der med at flyve rundt til nye byer og spille kampe hele tiden, det motiverer mig endnu.
- Jeg har ofte hørt fra spillere, der er stoppet, som siger: "Spil, så længe du kan". Det har også været med til at dæmpe mine tanker om at stoppe, siger Frederik Andersen, der gennem karrieren har bøvlet med flere skader og en blodprop.
I stedet for Carolina Hurricanes skal han nu spille for Edmonton Oilers, og dermed vender han tilbage til Canada, hvor han tidligere har spillet for Toronto Maple Leafs.
Han har i første omgang underskrevet en etårig kontrakt, og han mener, at hans nye klub har fine muligheder for at gøre det, som han var med til i sidste sæson - at vinde Stanley Cup.
- Jeg synes, at Edmonton har en god chance for det, og på den måde kan jeg jagte drømmen en gang til. Det driver mig at komme tilbage på isen og måske kunne gøre det igen og få oplevelsen en gang til.
- Måske er det Edmontons år. Det er det fede ved hockey. Det er svært at spå om, hvem der lige vinder. De har et rigtig godt hold - og verdens bedste spiller. Det bliver spændende at spille med ham - og en stor oplevelse, siger Frederik Andersen.
Han henviser til Connor McDavid, som i 2015 blev draftet først af alle af Edmonton Oilers. Han har spillet for klubben lige siden og betragtes som nævnt som verdens nok bedste spiller i øjeblikket.
- Det bliver dejligt at spille med ham og ikke mod ham, siger Frederik Andersen med et skævt smil.
Edmonton Oilers vurderes blandt flere bookmakere som fjerdebedste bud på en Stanley Cup-vinder næste år. Favoritten er Frederik Andersens tidligere klub Carolina Hurricanes.
RITZAU