Fredericia på randen af nedrykning efter nederlag i Vejle
Fredericia er meget tæt på nedrykning efter nederlag til Vejle, mens Silkeborg nu er sikret overlevelse.

Fredericia er meget tæt på nedrykning efter nederlag til Vejle, mens Silkeborg nu er sikret overlevelse.

FC Fredericia er godt på vej mod nedrykning til den næstbedste danske række.
Søndag tabte oprykkerne 0-2 på udebane i et lokalopgør mod Vejle Boldklub, som allerede havde udspillet sine chancer for overlevelse, men tog sin første ligasejr i 2026.
Med én kamp tilbage har Fredericia tre point op til Randers FC, der blot skal bruge et enkelt point i de sidste to kampe for at sikre sig endnu en sæson i Superligaen.
Selv hvis Fredericia skulle komme op på samme pointtotal som Randers, har sidstnævnte med få kampe tilbage en langt bedre målscore.
Vejles sejr sikrer desuden overlevelse til Silkeborg, som Fredericia ikke længere kan hente. Alt peger derfor i retning af, at det bliver Vejle og Fredericia, der rykker ned.
Kampens første scoring faldt efter 19 minutter, hvor Christian Gammelgaard stak afsted på højrekanten og lagde et godt indlæg ind i feltet. Her fandt bolden Tobias Bachs pande, og den 22-årige kantspiller headede hjemmeholdet i front.
Fredericia havde mest boldbesiddelse i første halvleg, men havde svært ved at skabe chancer.
Det havde Vejle til gengæld ikke i anden halvleg, hvor hjemmeholdet dog havde problemer med at få bolden i nettet.
Efter godt en time kom Mikkel Duelund først til en stor chance, da han blev spillet fri i feltet, men Valdemar Birksø leverede en fin redning i Fredericia-målet.
Gammelgaard fulgte op på riposten, hvor Birksø var væk fra sit mål, men Fredericias Jeppe Kudsk reddede gæsterne med en blokering på stregen.
Vejle havde flere store muligheder og var i store dele af anden halvleg tættere på en udbygning af føringen, end Fredericia var på en udligning.
Desperationen hos Fredericia viste sig i 86. minut, da Friday Etim kastede sig op i et hensynsløst saksespark, hvor han nærmest ramte Vejles Christian Sørensen i hovedet med støvlen. Han slap dog med et gult kort.
Langt inde i tillægstiden blev kampen lukket helt, da Mikkel Duelund sparkede bolden i mål til slutresultatet 2-0.
Randers spiller sin næste kamp mandag mod OB. Et enkelt point vil gøre Fredericias overlevelse matematisk umulig.
/ritzau/