FC Fredericia rider videre på en positiv bølge efter oprykningen til Superligaen, mens Vejle Boldklub stadig kæmper med at få sæsonen på ret køl.
Det er status, efter de to lokalrivaler mandag aften spillede 1-1 på en våd og vindblæst bane i fæstningsbyen Fredericia. Det resultat lever hjemmeholdet bedst med.
Den FCK-ejede Vejle-angriber Amin Chiakha åbnede målscoringen i det 64. minut og satte Vejle på kurs mod sejr, før det lykkedes Oscar Buch at udligne ni minutter senere.
Efter otte spillerunder ligger FC Fredericia højst overraskende i top-6, mens Vejle skraber bunden med fire point op til redning. Vejle kan dog glæde sig over at have stoppet en stime, der nåede op på fire nederlag i træk.
Den regnvåde bane i Fredericia blev mere og mere hærget, som kampen skred frem, men trods de enorme mængder regn og en kølig blæst forhindrede forholdene ikke mandskaberne i at levere en gedigen omgang underholdning med en lang række chancer i begge ender.
Både Fredericia-keeper Mattias Lamhauge og keeperkollega Igor Vekic viste storspil og leverede store redninger i uvejret.
Den første store chance tilfaldt Amin Chiakha allerede i det syvende minut, da han fik bolden serveret tæt under mål, men dansk-algerieren blev afvist af en fremstormende Lamhauge, som akkurat kom i vejen for afslutningen.
Først midt i anden halvleg blev der skudt hul på et af de to levende plankeværk. Amin Chiakha fik gode vilkår for at vende rundt i feltet, og så kunne han score sit første superligamål for Vejle med en hård, flad afslutning.
I de følgende minutter var det kun nye pragtparader af Mattias Lamhauge, der holdt hjemmeholdet fra at komme yderligere bagud.
De redninger viste sig at være point værd, for der skulle kun en enkelt genialitet i den anden ende til at sikre hjemmeholdet ene point.
I det 73. minut drev indskiftede Patrick Egelund gæk med Vejles forsvar og fandt til sidst Oscar Buch tæt under mål, så han kunne prikke udligningen ind med sit tredje sæsonmål.
I slutfasen pressede Vejle mest på for at tage sejren, men det lykkedes kun at tage et enkelt point med hjem til Nørreskoven.
/ritzau/