Aalborg var det klart bedste hold i grundspillet i herrernes håndboldliga, men stormagten fik en rigtig dårlig start på slutspillet.
Holdet var lørdag aften på besøg hos Fredericia i første opgør af slutfasen og led overraskende et stort 36-41-nederlag.
Thomas Arnoldsen og Juri Knorr leverede ellers 24 mål tilsammen for Aalborg, men Fredericia stod imod og vandt på en stor præstation fra blandt andre Mads Kjeldgaard.
Fredericia tog i sidste runde af grundspillet ottendepladsen i tabellen og kom akkurat med i slutspillet.
De kom ind i en på papiret svær gruppe med ikke mindst Aalborg, som har haft en suveræn sæson. Holdet, der overlegent tog førstepladsen i grundspillet, tabte kun én kamp i sæsonen i næstsidste spillerunde og har ellers set uovervindeligt ud i dansk håndbold.
På trods af favoritværdigheden havde gæsterne fra Aalborg det langt fra nemt fra start mod Fredericia lørdag aften. Hjemmeholdet var velspillende og kom foran flere gange i første halvleg.
Den individuelle kvalitet viste sig dog tydeligt gennem Aalborgs Arnoldsen, der scorede hele otte gange i første halvleg, mens Knorr supplerede med fem i de første 30 minutter.
Dermed kunne gæsterne gå til pause med en 20-17-føring.
Fredericia gav dog på ingen måde op. Tværtimod kom de ud til anden halvleg med fremragende spil og bragte sig hurtigt foran igen. Med omkring 20 minutter tilbage af kampen var det hjemmeholdet, der førte 28-25.
Hjemmeholdet var simpelt hen bare bedre i anden halvleg og endte med at køre en stor sejr i hus. Kjeldgaard blev Fredericias topscorer med ti mål.
Aalborg-profilerne Arnoldsen og Knorr sluttede kampen med henholdsvis 11 og 13 mål.
Aalborg kom ind til slutspillet med to point og har derfor stadig fine muligheder for at tage førstepladsen i gruppen, som også udgøres af GOG og Skjern Håndbold. Det var dog alt andet end en drømmestart for forhåndsfavoritterne, mens Fredericia med sejren også er oppe på to point og lægger sig i front.
/ritzau/
