Fravalgene bliver Hareides store prøve

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde

Det herlige ved nye begyndelser er, at alt føles lidt mere spændende end det, vi kendte i forvejen, blot fordi det er nyt. I sin første landskamp stillede Åge Hareide op i en 3-5-2 opstilling med wingbacker, unge Andreas Christensen og Thomas Delaney i vigtige roller i den centrale akse og helt uden Nicklas Bendtner i truppen.
Det var eksperimenterende og frisk, og Danmark vandt med 2-1 over Nordens kæledægger fra Island. Da det hele fem dage senere faldt sammen med et mindre rabalder i Skotland, var vi klar med en tilgivelse, som Morten Olsen næppe havde fået i sine sidste år.

Nu skal landsholdet til Japan for at forberede sig til efterårets VM-kvalifikationskampe mod Armenien, Polen, Montenegro og Kasakhstan, og i går udtog Åge Hareide truppen.

På forhånd vidste vi, at Nicklas Bendtner, Nicolai Boilesen, Andreas Bjelland, Simon Poulsen og Stephan Andersen ikke ville komme med, og det skulle Mathias Zanka Jørgensen og Erik Sviatchenko så heller ikke. Det sidste ser jeg nu ikke den store dramatik i, for lad os sige det, som det er: Her taler vi om femte-sjette-syvendevalg i midterforsvaret.

De fem første fravalg er derimod mere interessante, fordi de viser, at Åge Hareide helt konsekvent holder fast i, at han ikke vil bruge spillere, der ikke er i kampform. Jeg kender ikke deres niveau efter lang tid ude på grund af skader eller dårlige relationer til deres trænere, men jeg ved, at både Bendtner, Boilesen og Poulsen et ikke lille antal gange har været med på landsholdet, selvom de har været milevidt fra spilletid.

Det var ellers Morten Olsens helt klare melding, da han tiltrådte som landstræner i 2000, at han ikke ville have spillere med, der ikke spillede på deres klubhold.
Med tiden slækkede han på kravet i mangel af det, han betragtede som brugbare alternativer i kampform, og først efter de deprimerende playoff-kampe mod Sverige hørte jeg ham ærligt erkende, at han holdt for længe fast i formsvage Bendtner.
Her har Åge Hareide været hidtil været konsekvent.

Den store prøve skal stå til efteråret, når der er point på spil. Holder han fast i, at de bedste spillere er dem, der spiller fast, og ikke dem, der kunne være bedst? Hvis de altså spillede.