Jannik Sinner gik problemfrit videre til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open.
Den italienske verdenstoer vandt de to første sæt mod Hugo Gaston 6-2 og 6-1, før franskmanden trak sig fra kampen på grund af sygdom.
Dermed er de seneste to års vinder af turneringen videre efter lidt over en times spil i Melbourne.
Sinner var lettet over at gå videre. Men han var ærgerlig over, at modstanderen var nødt til at trække sig.
Mens italieneren skulle spille op til sit bedste i første sæt for at vinde duellerne, så kunne han i andet sæt godt mærke, at der var problemer på den anden side af nettet.
- Han servede ikke med stor fart i andet sæt. Og det var ikke denne måde, jeg ønskede at vinde kampen på, siger Jannik Sinner i sejrsinterviewet.
24-årige Sinner nåede at vise tennisspil i høj klasse i de to sæt, der blev afviklet med finurlige stopbolde og sikre slag fra baglinjen.
Gaston, som er nummer 93 i verden, var bedst med i første sæt, men selv når franskmanden spillede godt, var modstanden for stor.
Mellem første og andet sæt blev Gaston tilset af en læge, men han var efterfølgende i stand til at spille videre.
Men efter andet sæt meddelte Gaston, at han ikke var i stand til at fortsætte kampen.
Gaston var tydeligt berørt af situationen, og Sinner var henne ved franskmanden for at trøste ham.
I damesingle avancerede Naomi Osaka også til anden runde efter en del besvær.
Osaka skulle arbejde hårdt for sagen og vandt i tre sæt over kroaten Antonia Ruzic med cifrene 6-3, 3-6, 6-4.
I tredje sæt kom Osaka bagud 3-4 efter et kroatisk servegennembrud, men japaneren tog de sidste tre partier og vandt opgøret.
Osaka har vundet Australian Open to gange tidligere. Den tidligere verdensetter vandt turneringen i 2019 og 2021.
/ritzau/
